Viborgs håndboldkvinder er klar til finalen i Champions League. Det står klart, selvom holdet på udebane tabte til norske Larvik med 26-27.
De forsvarende danske mestre havde dog givet sig selv et godt udgangspunkt i det første semifinaleopgør i Danmark, som blev vundet med 27-21. Dermed går Viborg i finalen med en samlet 53-48-sejr over Larvik.
Viborg lagde fornemt fra land i Norge, hvor holdet fik en regulær drømmestart. Godt 10 minutter inde i første halvleg var stillingen 8-4 i viborgensernes favør, og danskerne var dygtige til at holde Larvik på afstand frem mod pausen, hvor Viborg gik i omklædningsrummet med en 13-10-føring.
I anden halvleg bed de norske værter bedre fra sig, og Viborg skruede en smule ned for tempoet. Det betød, at Larvik små 10 minutter før tid kunne udligne danskernes føring, og i kampens sidste sekunder hev hjemmeholdet også sejren i land.
Larviks danske målmand, Lene Rantala, havde flere gode redninger, men hendes holdkammerater var alt for uskarpe foran Viborg-målet. Her havde Katrine Lunde Haraldsen en del redninger, og den samlede sejr til Viborg var aldrig i fare.
Viborg møder i Champions League-finalen enten rumænske Oltchim Valcea eller ungarske Györ, der spiller søndag. Det første opgør mellem de to hold endte uafgjort 25-25, hvilket må siges at være en fordel for rumænerne, der har hjemmebane i den afgørende kamp.
/ritzau/
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker