Vicemestrene kommer på besøg

Team Sydhavsøernes Kasper Olsen har en fortid hos aftenens pokalmodstander fra Bjerringbro-Silkeborg. Foto: Jan Knudsen

Team Sydhavsøerne møder Bjerringbro-Silkeborg i aften i pokalturneringen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Der er lagt op til et håndboldbrag i aften i Maribo-Hallen, når Team Sydhavsøerne tager imod sidste års sølvvindere fra Bjerringbro-Silkeborg i pokalturneringens ottendedelsfinale.

I Team Sydhavsøernes trup ser man i den grad frem til aftenens kamp, selv om man godt ved, at det bliver en særdeles vanskelig opgave.

En af dem, der lugter ekstra savsmuld frem mod kampen, er Team Sydhavsøernes back Kasper Olsen, der har en fortid i Bjerringbro-Silkeborg.

Han spillede i klubben fra Søhøjlandet fra sommeren 2016 og frem til november 2017, hvor han rykkede videre til Sønderjyske.

- Det bliver en meget svær opgave, men ikke umulig. På dette tidspunkt af sæsonen, hvor holdene ikke er helt sammenspillet, har det undertippede mandskab 5-10 procent chance, vurderer Kasper Olsen, der selv var med til at blive slået ud af Tønder for Bjerringbro-Silkeborg i en lignende situation.

Alle skal ramme dagen

- Så det kan lade sig gøre, hvis alle rammer dagen, og vores målmand står sit livs kamp, siger Kasper Olsen, der er realistisk omkring, at Bjerringbro-Silkeborg er storfavorit.

- Det handler om at være med i kampen så længe som muligt og bevare spændingen i kampen. Kommer vi hurtigt stort bagud, er det jo overstået, siger han.

De jyske gæster har skiftet meget ud i truppen ikke mindst op til denne sæson, hvor omdrejningspunktet Sebastian Skube er skiftet til Paris, mens man har fået en ung svensk playmaker ind.

Derudover råder Bjerringbro-Silkeborg stadig over landsholdsspillerne Nikolaj Øris Nielsen og Jacob Lassen, som er de to tilbageværende spillere, som Kasper Olsen har spillet sammen med, da han var i den midtjyske klub.

- Dengang stod jeg lidt i skyggen af Nikolaj Marcussen, så da Sønderjyske i efteråret 2017 kom med et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, så drog jeg videre, fortæller Kasper Olsen, der nåede tre og et halvt år i Sønderjyske, inden han skiftede til Team Sydhavsøerne.

Også målvogter Oliver Larsen har en fortid i Bjerringbro-Silkeborg, hvor han spillede, inden han kom til Team Sydhavsøerne i forrige sæson.

Fysikken bliver afgørende, forventer Kasper Olsen.

- Det er nogle store drenge, så vi skal bruge alt, hvad vi har, for at stoppe dem, og så forventer jeg, at de spiller lidt mere op til deres backs, når nu Skube er væk, lyder det fra Kasper Olsen, der selv har døjet med en fiberskade i baglåret, men han skulle være helt klar til i aften.

Baglåret har drillet

- Jeg har trænet fuldt med, siden jeg gik ud fra træningskampen i torsdags mod Odense, så jeg forventer ikke, at det bliver noget problem, fastslår den 31-årige bagspiller, der skal være helt oppe på højeste niveau, hvis Team Sydhavsøerne skal have den mindste chance i aften.

Der forventes omkring 800 tilskuere til kampen, men det er stadig muligt at sikre sig en billet, hvis man møder op i Maribo-Hallen frem mod kampstart kl. 19:00.