Vigtig Lerager-scoring giver Genoa luft i bundstrid
Lukas Lerager scorede sit første sæsonmål, da Genoa slog Sampdoria. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Med et tørt hug scorede Lukas Lerager sejrsmålet, da Genoa besejrede Sampdoria med 2-1 i Serie A.
Genoa kæmper en hård kamp for at undgå nedrykning fra Serie A, og onsdag aften fik klubben et godt dansk spark i den rigtige retning.
Lukas Lerager blev nemlig matchvinder, da Genoa vandt lokalderbyet mod Sampdoria med 2-1. Det var Genoas tredje sejr i de seneste fire kampe.
Eftersom nedrykningsrivalen Lecce også hentede tre point onsdag aften, kan Leragers sejrsmål vise sig af afgørende betydning, når regnskabet skal gøre op efter sæsonen.
Det betyder nemlig, at Genoa fortsat har et forspring på fire point til Lecce, som ligger lige under stregen. Begge hold mangler at spille tre kampe.
Leragers scoring faldt 18 minutter før tid, hvor den danske landsholdsspiller hakkede kuglen i mål med et tørt, fladt spark fra kanten af feltet.
Det var hans første sæsontræffer, og dermed fik han oprejsning efter at have fået en scoring annulleret før pausen.
Lerager sendte bolden i mål fra få meters afstand, men efter videogennemsyn blev målet underkendt, fordi dommeren vurderede, at en Genoa-spiller havde generet Sampdorias målmand.
Genoa, der også havde Lasse Schöne med fra start, bragte sig i spidsen med 1-0 midt i første halvleg, da Domenico Criscito scorede fra 11-meter-pletten.
Topscorer Manolo Gabbiadini fik udlignet for Sampdoria ti minutter senere, men det rakte altså ikke til point for Claudio Ranieris tropper.
I Milano spillede Christian Eriksen 90 minutter for Inter mod Fiorentina, men kampen endte som en 0-0-fuser med få højdepunkter.
Med resultatet lykkedes det ikke Inter at overhale Atalanta på andenpladsen. Atalanta har 74 point mod Inters 73.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned