På mandag går det løs ved fodbold-VM for det danske landshold, der åbner sin slutrunde i Sydafrika mod Holland. Trods de få dage til kampen havde spillerne fri fra træningen onsdag.
Det er der ikke noget galt med, forklarer holdets fysiske træner, Jens Bangsbo.
- Det giver meget mening. Spillerne er belastede, og det hele handler om at få den rigtige dosering af træning og pauser. Fridage er meget vigtige, siger han.
- Der er mange, som træner alt for meget i international fodbold, fordi de tror, at jo mere jo bedre. Sådan er det ikke. Det er kvaliteten af træningen, der er vigtig, fortæller den tidligere assisterende træner i italienske Juventus.
Fridagen har Bangsbo og landstræner Morten Olsen planlagt i lang tid.
- Denne fridag havde vi planlagt for tre måneder siden, og jeg har nok haft den i tankerne for seks måneder siden, siger Bangsbo.
Landsholdet benyttede fridagen til at indvie en ny fodboldbane i Bongani Township i den sydafrikanske by Knysna, hvor Danmark har basecamp under VM.
Begivenheden gik dog ikke efter planen på grund af massiv regn, så spillerne fik ikke som planlagt spillet fodbold med børnene på banen eller gået rundt i landsbyen.
Morten Olsen var for anden dag fraværende på grund af sygdom.
/ritzau/
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet