Vikaranføreren Eriksen venter med klarmelding
Christian Eriksen agerede anfører i Simon Kjærs fravær, da Danmark slog Wales med 2-1. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Christian Eriksen vil gerne spille mod Irland på mandag, men han er usikker på, om kroppen kan holde til det.
Det er usikkert, om Christian Eriksen kommer til at spille mandagens Nations League-kamp mod Irland i Aarhus, selv om den danske stjernespiller gerne selv vil deltage i årets sidste landskamp.
Efter at have været igennem et skadesforløb i Tottenham i slutningen af september og i første halvdel af oktober afventer han kroppens reaktion på at have spillet samtlige 90 minutter i fredagens 2-1-sejr over Wales.
- Vi må se, hvordan kroppen reagerer på kampen. Min krop er stadigvæk ved at komme sig efter en skade, som tog lidt tid.
- Efter jeg ikke har spillet så meget i klubben, må jeg lytte til, hvad kroppen siger. Men lige nu vil jeg rigtig gerne spille mod Irland, siger Christian Eriksen.
Siden han i midten af oktober kom tilbage efter at have døjet med betændelse i lysken, har Tottenham skånet ham, så han kun har skullet spille fuld tid i en kamp om ugen.
Da fredagens 2-1-sejr samtidig betyder, at der ikke er noget på spil mod Irland, kunne det derfor lyde logisk, at Eriksen også på landsholdet skulle skånes for at spille to kampe inden for kort tid.
- Hvis jeg har rigtig ondt i kroppen, er det klogest at rejse hjem. Men hvis kroppen har det godt, kan jeg ikke se nogen grund til at rejse hjem, når jeg alligevel skal lave det samme derhjemme, siger Christian Eriksen.
I sejren over Wales bar Eriksen anførerbindet i skadede Simon Kjærs fravær. Hele ugen ville landstræner Åge Hareide ikke fortælle, hvem han havde valgt som anfører.
Det var også først på kampdagen, at fynboen blev orienteret om, at han var valgt som kaptajn frem for Kasper Schmeichel.
- Det er altid en ære at være anfører for landsholdet. Jeg fik det at vide af Åge tidligere i dag (fredag, red.). Han sagde bare, at jeg var anfører, der var ikke rigtig nogen grund til at komme med en begrundelse.
- Jeg havde forventet, at det ville blive mig eller Kasper. Men det var jo bare en tjans som vikaranfører, så det var lige meget, hvem af os det blev, siger Eriksen.
Kasper Schmeichel har karantæne mod Irland, så hvis Christian Eriksen ender med et afbud, skal landsholdet atter have ny anfører. Også Thomas Delaney har karantæne på mandag.
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker