Viking opgiver Brøndbys Stefan Gislason

Meget tyder på, at Brøndby heller ikke slipper af med den uønskede midtbanespiller Stefan Gislason i denne omgang.

Ifølge den norske avis Stavanger Aftenblads hjemmeside er de efterhånden langstrakte forhandlinger mellem Viking Stavanger, Gislason og Brøndby således brudt sammen.

- Jeg havde den sidste kontakt med Gislason og hans agent nytårsaften, og vi erkender nu, at vi ikke når frem til en løsning. Det er ting, som vi ikke er herre over, der ikke lader sig løse, siger Vikings sportsdirektør Egil Østenstad til avisen.

Ifølge avisen er handlen stødt på grund, fordi Gislason og Brøndby ikke kan blive enige om en kompensation for at bryde deres aftale, der først udløber om halvandet år.

Gislason var tidligere anfører i Brøndby, men har det seneste års tid haft det svært i klubben både under den tidligere træner Kent Nielsen og den nuværende Henrik Jensen.

Derfor har islændingen været udlejet til Viking, der også gennem længere tid har været det bedste bud på en ny klub for den slidstærke defensive midtbanespiller. Men Viking kigger nu videre efter en anden mand til midtbanen.

- Når vikings sportslige udvalg samles tirsdag vil vi intensivere jagten på en ny spiller. Vi har navne på blokken, uden at jeg ønsker at konkretisere det, siger Østenstad.

/ritzau/

Viking Stavanger opgiver at hente Brøndbys midtbanespiller Stefan Gislason til klubben.

Offentliggjort Sidst opdateret