De fleste 17-årige badmintonspillere over hele verden ville nok være himmelhenrykte, hvis de kunne vinde et sæt over Peter Gade.
Men Viktor Axelsen er ikke som alle andre 17-årige, så han tillader sig at blande stolthed med lidt skuffelse efter nederlaget i kvartfinalen ved Denmark Open i Odense.
- Lige nu har jeg det som efter ethvert andet nederlag, at jeg er helt vildt skuffet, siger Viktor Axelsen efter nederlaget på 15-21, 24-22, 12-21 til den dobbelt så gamle Peter Gade.
Der er dog også stolthed at spore i stemmen hos Viktor Axelsen, som fik publikum i den fyldte Odense Idrætshal til at juble af begejstring.
- Jeg spiller et fint andet sæt, og jeg er selvfølgelig stolt over, at jeg tager sæt fra Peter Gade her i Odense, siger Viktor Axelsen, som selv er fra byen.
- Jeg ville have stået med en rigtig skidt følelse, hvis jeg havde tabt i to sæt. Så ville jeg føle, at jeg ikke havde fået det ud af kampen, som jeg kunne, siger teenageren.
Efter et fejlfyldt første sæt trådte Viktor Axelsen i karakter i andet sæt, hvor han afværgede tre matchbolde på vej mod sætsejren.
I tredje sæt hævede Peter Gade niveauet, og Viktor Axelsen kunne ikke følge med.
- Jeg er ikke der endnu, hvor jeg kan holde til at spille tre lange sæt, når Peter spiller, som han gør.
- Men det er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Og når jeg får det lidt på afstand, er jeg sikker på, at jeg kan se tilbage på kampen med god samvittighed, især over andet sæt, siger Viktor Axelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned