Viktor Axelsen er klar til finale mod Lin Dan i Japan

Efter en sejr i to sæt er Viktor Axelsen videre til finalen ved Japan Open, hvor kineseren Lin Dan venter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Viktor Axelsen er lørdag morgen dansk tid avanceret til finalen ved Super Series-turneringen Japan Open.

Det er fjerde gang i karrieren, at Axelsen er nået helt frem til en finale i en Super Series-turnering.

Den syvendeseedede danske badmintonspiller vandt 21-19, 21-13 over sjetteseedede Chou Tien Chen fra Taiwan efter 42 minutter.

I første sæt var der stor jævnbyrdighed, og sættet blev først afgjort til allersidst, hvor Axelsen var bedst.

I andet sæt fulgtes duellanterne ad frem til stillingen 7-7. Men lidt senere gik Axelsen fra en føring på 14-11 til 20-11, og derfra var der ikke den store spænding om resultatet trods et par taiwanske reduceringer.

Axelsen skal i finalen møde den tidligere verdensetter Lin Dan, som i sin semifinale viste flot spil og slog indoneseren Tommy Sugiarto 21-17, 21-17.

Kinesiske Lin Dan er femteseedet og tabte den senest indbyrdes kamp mod Axelsen tidligere i år, da de mødtes i Australien. Derudover har Axelsen også tabt en kamp mod Lin Dan tilbage i 2012.

Tidligere lørdag vandt mixeddoublen med Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen 21-19, 21-16 over det sydkoreanske par Kim Gi Jung og Shin Seung Chan og er dermed også klar til søndagens finaler.

Christinna Pedersen fortsatte lidt senere lørdag succesen i damedouble med makkeren Kamilla Rytter Juhl.

Det fjerdeseedede danske par vandt 21-17, 21-16 over de useedede japanere Shizuka Matsuo og Mami Naito. Kampen varede 49 minutter.

Dermed er der dansk deltagelse i hele tre af søndagens finaler ved Japan Open i Tokyo.