Viktor Axelsen slår Jan Ø. Jørgensen og går i finalen
Der var lørdag aften et interessant danskermøde mellem Jan Ø. Jørgensen og Viktor Axelsen på programmet i badmintonturneringen Swiss Open.
Viktor Axelsen var overraskende bedst i semifinalen, da han vandt 13-21, 21-13, 21-14 og dermed er klar til søndagens finale i schweiziske Basel.
I første sæt var Jan Ø. Jørgensen spilstyrende og foran det meste af tiden. Selv om Viktor Axelsen kom op og fik lidt kontakt ved 12-15, så var der aldrig spænding i første sæt, som blot varede 16 minutter.
Det blev langt bedre og mere aggressiv badminton fra Viktor Axelsens side i andet sæt. Jan Ø. Jørgensen blev derimod for passiv, og derfor vandt den yngste af danskerne andet sæt uden problemer.
Jan Ø. Jørgensen er med sine 26 år mere rutineret end sin 20-årige landsmand. Det forhindrede dog ikke Viktor Axelsen i at få det taktiske overtag i flere perioder af kampen og også i det afgørende tredje sæt.
Viktor Axelsen, som kæmper for at komme med til VM, viste flot spil og dominerede i tredje sæt, mens Jan Ø. Jørgensen hele tiden hang lidt efter.
Jan Ø. Jørgensen ligger nummer fem i verden og var topseedet i Swiss Open, mens Viktor Axelsen som nummer 26 i verden er ottendeseedet.
De to danskere havde kun mødt hinanden en enkelt gang i internationale turneringer tidligere i karrieren. Det skete ved Denmark Open i 2010, og ved den lejlighed vandt Jan Ø. Jørgensen i to sæt.
I finalen venter der jævnbyrdig modstand for Viktor Axelsen, som skal møde kineseren Tian Houwei, der er nummer 27 i verden.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker