Viktor Axelsen triumferer i Malaysia Masters
Viktor Axelsen tog årets første titel med en sejr i turneringen Malaysia Masters. Foto: Scanpix/Ching Kien Huo
Scanpix/Ching Kien Huo
Viktor Axelsen måtte ud i tre sæt, inden han kunne lade sig fejre som vinder af turneringen i Malaysia.
Viktor Axelsen vinder finalen ved badmintonturneringen Malaysia Masters med en finalesejr på 21-13, 21-23, 21-18 over japaneren Kenta Nishimoto.
Det blev en hård kamp for danskeren, der flere gange var lige ved og næsten, men alligevel endte med at skulle ud i tre sæt mod japaner, der slog Hans-Kristian Vittinghus ud i semifinalen.
Den danske verdensetter tog første sæt i overbevisende stil, men i andet sæt måtte Axelsen kæmpe hårdere for pointene.
Midtvejs i sættet var Nishimoto foran, men Axelsen fik kæmpet sig tilbage i kampen til stillingen 13-13.
Verdensmesteren bragte sig foran 17-15 i sættet, men japaneren, der er nummer 29 i verden, var endnu ikke slået, og Axelsen havde svært ved at få slået et hul.
Axelsen forsøgte at slide japaneren op, og ved stillingen 19-19 fik Axelsen en matchbold med stærkt spil ved nettet.
Den første danske matchbold blev ikke udnyttet, og det gjorde den næste ved stillingen 21-20 heller ikke.
I stedet spillede Nishimoto sig på 22-21, inden han vandt sættet og tvang verdensmesteren ud i et tredje og afgørende.
Axelsen fik i pausen lavet nogle justeringer i samarbejde med landstræner Kenneth Jonassen, men japaneren viste sig svær at kue.
Danskeren bragte sig på 11-6, men hurtigt var japaneren igen oppe og presse danskeren ved stillingen 11-10.
Men Viktor Axelsen pressede på, og til sidst afgjorde han kampen med en smash, tog sejren og smed trøjen i forløsning.
Triumfen i Kuala Lumpur er Axelsens første turneringssejr i 2018.
Der var endnu mere dansk triumf tidligere på morgenen, da den danske damedouble med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen vandt finalen ved samme turnering.
Sejren til parret kom i hus med en sejr på 22-20, 21-18 over de topseedede kinesere, Chen Qingchen og Jia Yifan.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde