Viktor Fischer tørlægger kontraktforhandlinger med Ajax

Stortalentet Viktor Fischer har kontrakt med Ajax frem til sommeren 2014, men allerede nu vil den hollandske storklub gerne forlænge aftalen med danskeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Men Viktor Fischer, som mandag blev kåret som årets talent for U/19-spillere af Dansk Boldspil-Union (DBU), tager det med ro lidt endnu, før han skriver under på noget.

- De (kontraktforhandlingerne, red.) er sådan lidt tørlagt lige nu. Det kigger vi på igen efter nytår, siger Viktor Fischer.

Det er med vilje, at angriberen vil vente med at lave en ny aftale med Ajax, fordi han lige nu er inde i en god udvikling med masser af spilletid på klubholdet.

- Jeg har sagt fra starten af til Ajax, at jeg rent sportsligt gerne vil have lov at vise, at jeg kan blive en fast del af dette hold, og at jeg kan blive en fast førsteholdsspiller.

- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at man så kommer til at stå anderledes i en kontraktforhandling. Jeg har givet det cirka tre måneder - til lige efter nytår - og så kan vi sætte os ned, forklarer han.

I november blev det også til debut på A-landsholdet, da han blev skiftet ind i 1-1-testkampen på udebane mod Tyrkiet. Så Viktor Fischer har ikke spor travlt.

- Vi skal også lige huske, at min kontrakt i Ajax ikke engang er halvt spillet færdig endnu. Så det er jo ikke noget, der haster, og jeg har ikke tænkt mig at rende nogen steder hen. Jeg render ingen steder, fastslår han.

Kun med få undtagelser vil Viktor Fischer blive i Ajax, hvor han i øjeblikket er ved at få sit gennembrud.

- Hvis Barcelona kommer med en kontrakt til 100 millioner kroner om året, så tager jeg af sted, men det kommer med 100 procent sikkerhed ikke til at ske, siger Viktor Fischer.

/ritzau/