Vil have DGIs landsstævne til Lolland-Falster

Snak om rådne bananer og udkantsdanmark har der været masser af hen over sommeren. Nu øjner politikerne i Guldborgsund en mulighed for at få landsdelen gjort kendt for noget mere positivt.

Politikerne i Guldborgsund Kommunes arbejdsmarkeds- og turismeudvalg har netop nikket ja til, at der skal arbejdes videre med at få undersøgt muligheden for at få DGI’s store landsstævne til landsdelen i 2017 - og gerne som et samarbejde med Lolland Kommune.

Et foreløbigt overslag lyder på, at det vil koste mellem 50 og 55 millioner kroner til nye idræts- og publikumsanlæg samt til drift under det ni dage lange landsstævne. 

Udvalget har foreslået, at Business LF skal inddrages, ligesom Guldborgsunds borgmester John Brædder vil kontakte sin lollandske kollega Stig Vestergaard.
- Derfor har vi heller ikke snakket lokaliteter for landsstævnet endnu, for vi ønsker ikke at udelukke Lolland på forhånd, siger idvalgets formand Flemming Jantzen (V).

Foto: Sådan så det ud ved åbningen af DGIs seneste landsstævne i Holbæk. Cirka 13.000 gymnaster deltog. Et lignende indtog kan måske opleves et sted på Lolland-Falster i 2017.

Offentliggjort Sidst opdateret