Vil i top-10 ved marathon-EM

Målsætningen hedder en plads i top-10, når startskuddet lyder for Maribo Kajakklubs Casper Christiansen i enerkajak på marathondistancen. Det handler om det første EM for U/23-kajakroere i Ostroda i Polen, hvor distancen i eftermiddag er 26 km med fem overbæringer undervejs.
 
Udover enerkajak deltager Casper Christiansen også i toerkajak, hvor han ror sammen med Jannic Reuter, Silkeborg. De skal i konkurrence søndag. Duoen fik en rimelig start på deres samarbejde med en sjetteplads ved World Cup-stævnet på Bagsværd Sø for fire uger siden.
 
Begge har været på træningslejr i England, hvor kajakken gled godt, og de hentede en andenplads ved de åbne engelske mesterskaber på 1000 meter.
 
- Der er dog et stykke vej til marathon-eliten ved et EM-stævne, så en placering i top-10 vil være virkelig flot for den nye konstellation, siger sportsschef i Maribo Kajakklub Finn Larsen. Distancen for toerkajakken er 32 km med seks overbæringer undervejs.
 
Lørdag stiller Maribo Kajakklub med otte roere til den traditionelle Amager Strandpark Rundt over 20 km, hvor der er tilmeldt 450 kajakroere. René Poulsen, René Larsen, Rasmus R. Nielsen, Kasper Høgh, Bjarne R. Nielsen, John Jørgensen og Frank Jørgensen samt U/16-roeren Mikkel Hansen udgør det lokale kontingent.




Maribo Kajakklubs unge håb skal både ro ener- og toerkajak ved U/23 EM i Polen.

Offentliggjort Sidst opdateret