Vilanova afviser Guardiola: Du er gal på den
FC Barcelona-træner Tito Vilanova har ingen forståelse for Josep Guardiolas vredesudbrud mod Barcelonas ledelse.
Guardiola, der er træner i Bayern München, sagde i sidste uge, at Barcelonas ledelse havde hindret ham i at besøge Vilanova, da Vilanova tidligere på året modtog kræftbehandling i New York.
Bayern-træneren mente, at Barcelona-toppen forsøgte at skade ham.
- Jeg har hørt, hvad Pep (Guardiola) sagde, og det passer ikke. Det overraskede mig, siger Tito Vilanova ifølge ESPN.
- Jeg tror ikke, at nogen i ledelsen har brugt mig til at angribe ham. Disse mennesker har altid hjulpet mig på alle måder.
- Jeg mødtes med Pep på en to-dages rejse til New York. Så vendte jeg hjem i et par måneder for at blive opereret og få behandling, og derfra så vi ikke hinanden, men det var ikke min skyld.
- Han besluttede, at det var bedst, at vi ikke så hinanden, men han er min ven, og jeg havde brug for ham. Jeg ville have handlet anderledes, hvis jeg var Pep.
- Det var mig, der var alene. Jeg gik gennem en hård tid, og det var mig, der havde brug for hjælp, siger Tito Vilanova.
Vilanova var assistenttræner under Josep Guardiola i Barcelona frem til sommeren 2012, hvor Guardiola tog et sabbatår og bosatte sig i New York. Samtidig blev Vilanova forfremmet til cheftræner i den spanske storklub.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker