Vild guldduel venter Høgh - medalje sikret

Sejleren Jonas Høgh-Christensen vinder en OL-medalje til Danmark i finnjolle-klassen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det ligger fast efter fredagens to sejladser, der var de to sidste af de i alt 10 indledende sejladser. Danskerne blev nummer 5 og 3, mens guld-rivalen Ben Ainslie blev nummer 6 og 1.

Det betyder, at der er lagt op til en fantastisk og dramatisk guldduel søndag ud for Weymouth, når de 10 bedste finnjoller sejler den afgørende medaljesejlads, og det hele er meget enkelt: Først over stregen af de to både vinder duellen.

Sejlerne må trække deres dårligste sejlads fra ved OL, og når det er gjort, har Høgh-Christensen 26 point, mens briten har 28. Sejleren med færrest point til slut vinder guld.

Ender briten en plads foran Høgh søndag, er de to helt lige i stillingen, og hvis det bliver tilfældet, er det placeringen i medaljesejladsen, der bliver afgørende. Det vil i givet fald sende guldet over i forhåndsfavoritten Ainslies båd.

Det slås fast fra den danske OL-lejr, at det er sådan, reglerne er.

En olympisk sølvmedalje vil da også være en flot bedrift, men formentlig vil Høgh-Christensen ærgre sig, hvis han taber guldet på søndag. Danskeren vandt de to første sejladser og har ført finnjolle-klassen hele vejen.

De to både i front har lagt så stor afstand til de øvrige både, at Høgh-Christensen allerede nu er sikker på en OL-medalje.

Den hollandske båd på tredjepladsen har 42 point, mens Kroatien og Frankrig ligger side om side på fjerdepladsen med 47 point. Kroatien og Frankrig kan med andre ord ikke hente danskeren, selv hvis han ender sidst i medaljesejladsen, og en af de to vinder.

Hollænderen kan teoretisk set godt indhente de to førende, men det virker særdeles urealistisk, og mon ikke hollænderen overlader guldduellen til Ainslie og Høgh og bruger sine kræfter på at holde fast i bronzemedaljen.

Jonas Høgh-Christensen har altså allerede sikret Danmark en OL-medalje, men det var ærgerligt for danskeren, at den hollandske båd kilede sig ind mellem Ainslie og Høgh i den 10. sejlads.

Var det ikke sket, kunne Jonas Høgh-Christensen have lagt sig lige bag Ainslie i medaljesejladsen og vundet guld ved blot at slutte lige efter Ainslie.

Det fik hollænderen ødelagt, nu skal danskeren slå briten på søndag, hvis han vil vinde guld. Men Jonas Høgh-Christensen har også vist, at han kan slå Ainslie, faktisk har han gjort det i 7 af de 10 indledende sejladser ved OL.

/ritzau/