Vild OL-fest kostbar for tyskere
Tysklands hockeyhold gav den en over nakken, efter OL-guldet i London var kommet i hus. Derfor kan holdet se frem til en bøde på mere end 3,5 millioner kroner.
Tyskerne holdt fest på krydstogtskibet MS Deutschland efter finalesejren på 2-1 over Holland, og på skibet smadrede spillerne glas og efterlod brandmærker på de træbeklædte dæk, ligesom de tømte skibet for alkohol.
Tyske medier har sidenhen vist billeder af de glade hockeyspillere, hvor de sprøjter champagne på hinanden, bæller øl og ryger cigarer.
Det tyske hockeyforbund har undskyldt til skibets kaptajn og sagt, at det vil betale en eventuel efterregning. Men det var før, det store beløb kom på bordet. Det beretter nyhedsbureauet AFP.
Nu viser det sig, at dækket koster små 400.000 kroner at reparere. Dertil skal holdet betale for brug af krydstogtskibet i seks dage ud over de dage, som de havde lejet skibet. Så mange dage tog det nemlig at gøre skibet klar til brug igen.
Og med en dagspris på 560.000 kroner ender den samlede pris på et godt stykke over 3,5 millioner kroner. En ny oplysning for hockeyforbundets direktør Torsten Bartel.
- Vi har ikke fået nogen krav på skrift fra rederiet endnu, og vi ser ikke os selv om ansvarlige, men vi vil klare det her på en rolig og objektiv måde, siger direktøren.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned