Hvis FC Nordsjælland-træner Morten Wieghorst var af den strenge skolemestertype, så skulle hans 22-årige forsvarsspiller Andreas Bjelland formentlig op til tavlen en af de nærmeste dage og skrive følgende 100 gange:
- Jeg samler aldrig bolden op med hænderne, når dommeren ikke har fløjtet.
Nu er Morten Wieghorst heldigvis for Bjelland en fodboldtræner med en mere moderne filosofi. Men mon ikke træneren alligevel skal have sig en lille snak med den nykårede A-landsholdsspiller efter FC Nordsjællands 1-2-nederlag til FC København i Parken, som gav de danske mestre et fint afsæt til onsdagens Champions League-kamp ude mod russiske Rubin Kazan.
Efter 28 minutters spil af søndagens kamp præsterede den indtil da stærkt spillende Andreas Bjelland en brøler af absurde dimensioner, da han med hænderne samlede bolden op i eget straffesparkfelt i den tro, at dommer Peter Rasmussen ville fløjte for frispark til FC Nordsjælland.
Umiddelbart forinden var FCK's Mathias "Zanka" Jørgensen væltet ind i FCN's Matti Lund Nielsen, men Peter Rasmussen vurderede af uvisse årsager, at spillet skulle gå videre. I hvert fald indtil Andreas Bjelland begyndte at lege håndboldspiller foran 15.077 måbende tilskuere.
FCN-målmand Jesper Hansen reddede César Santins svagt udførte straffespark, men Claudemir var hurtigt over returbolden og bragte hjemmeholdet foran 1-0.
Det gik helt galt for gæsterne få minutter senere, da Peter Rasmussen igen fløjtede for straffespark til FCK. FCN's Enock Adu rev hjemmeholdets Zdenek Pospech ned i frit løb mod mål, men forseelsen blev reelt påbegyndt uden for feltet.
Denne gang var César Santin sikker i sit spark, da han fordoblede føringen.
Herefter var enhver spænding reelt forsvundet fra kampen, og det var egentlig ærgerligt, for FC Nordsjælland havde været glimrende med frem til Bjellands brøler.
Det er dog til at forstå, at FCN er Superligaens mindst scorende hold på udebane med blot fem mål i ni kampe, når man så, hvordan Andreas Granskov headede Andreas Laudrups fine indlæg nærmere hjørneflaget end målet.
Det lykkedes alligevel gæsterne at få reduceret efter 75 minutter ved indskiftede Christian Gytkjær, men FCK sejrede og udbyggede sit forspring i Superligaen til 19 point. /ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker