Vildt comeback sikrer Brøndby sejr i topbrag mod FCM
Brøndby og Hany Mukhtar vandt ude over FC Midtjylland i topkampen i Alka Superligaen torsdag aften. Foto: Scanpix/Henning Bagger
Scanpix/Henning Bagger
To sene mål var afgørende, da Brøndby IF fuldendte et flot comeback i guldbraget ude mod FC Midtjylland.
Brøndby leverede en slutspurt med fuld power, da klubben torsdag aften vandt topbraget i Alka Superligaen mod FC Midtjylland med 3-2.
Med ti minutter igen af opgøret var Brøndby bagud 1-2, men først udlignede Kamil Wilczek, inden Anthony Jung sikrede de tre point i Herning.
Sejren betød, at Brøndby trak fra i toppen af rækken, hvor der nu er tre point ned til netop FCM på andenpladsen.
Brøndby har på førstepladsen 72 point og har nu slået midtjyderne i alle tre indbyrdes opgør i denne sæson.
Det var et dramatisk opgør, hvor de to hold spillede et brag af en kamp, der både havde mange scoringer, diskutable dommerkendelser og så Brøndbys vilde comeback.
Efter et meget lige kvarter af topkampen var det hjemmeholdet, der kom foran 1-0, da Gustav Wikheim fra en spids vinkel sendte bolden forbi Brøndby-keeper Frederik Rønnow.
Få minutter efter var den norske offensivprofil igen på spil, da han kom først på stortalentet Mikkel Duelunds fremragende indlæg med ydersiden, og Wikheim øgede dermed til 2-0.
Kampen havde op til de to scoringer været intens og dramatisk med flere diskutable dommerkendelser, og begge hold var synligt utilfredse.
Brøndby reducerede efter en halv times spil, da bolden efter et hjørnespark fandt vej til Kamil Wilczek, der stod umarkeret ved bageste stolpe og derfor kunne score til 1-2.
Kort efter pausen var FCM igen farlige, da Duelund fra kanten af feltet hamrede bolden på stolpen.
Brøndby havde fokus på midtjydernes dødbolde inden kampen, men få minutter efter stolpeskuddet headede midtjydernes Bubacarr Sanneh bolden på overliggeren efter et hjørnespark.
Brøndby udlignede ti minutter før tid, da Wilczek sendte bolden ind bag FCM-keeper Jesper Hansen, og seks minutter senere blev sejren sikret.
Brøndbys comeback blev fuldendt, da Anthony Jung hamrede bolden i nettet til 3-2 til stor jubel blandt gæsternes store fanskare.
Sejren betyder, at Brøndby ikke har tabt i Superligaen i otte måneder. Seneste liganederlag var til AGF i august i fjor.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet