Villarreal tager første kvartfinalestik mod Bayern
Arnaut Danjuma scorede til 1-0 efter lidt over syv minutters spil. Foto: Pablo Morano/Reuters
Arnaut Danjuma blev matchvinder med et tidligt mål, da Villarreal vandt 1-0 hjemme over Bayern München.
Villarreal har givet sig selv et godt udgangspunkt efter den første Champions League-kvartfinale mod Bayern München.
Den undertippede spanske klub vandt 1-0 på eget græs onsdag aften efter en tidlig scoring af hollænderen Arnaut Danjuma.
Der var bare spillet syv minutter, da han tæt under mål styrede en afslutning fra Dani Parejo i kassen.
Det kunne et stjernespækket Bayern München-hold aldrig komme med et modsvar på.
Tyskerne kan tværtimod være lettede over, at det ikke gik værre, for Villarreal kom til flere gode muligheder.
Hjemmeholdet havde således også bolden i mål kort før pausen, men målscorer Francis Coquelin blev via VAR dømt offside. Franskmandens indlæg snød Manuel Neuer fuldstændig og gik hele vejen i mål, men den tyske keeper og holdkammeraterne blev reddet af moderne teknologi.
Syv minutter inde i anden halvleg fik Neuer så hjælp af stolperoden, som forhindrede en flot langskudsscoring af Gerard Moreno.
Set over hele kampen havde Bayern München bolden mest og afsluttede flittigst, men det var kun i kampens sidste fjerdedel, at det for alvor føltes som om, at Villarreal var under pres.
En anonym Robert Lewandowski og hans trods alt lidt mere synlige holdkammerater formåede dog ikke at gøre chancerne store nok til en udligning. Det er kun anden gang i sæsonen, at storklubben ikke kommer på måltavlen.
Trods nederlaget vil Bayern nok finde trøst i, at holdet også havde det vanskeligt i den første ottendedelsfinale mod Red Bull Salzburg. Her reddede tyskerne kun akkurat 1-1 med fra det opgør, før returkampen blev vundet med ydmygende 7-1.
Nu skal Julian Nagelsmann sætte sin lid til, at han kan få sine spillere til at lave en lignende bedrift på tirsdag i München.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde