Vinden blæste Kjeldsen ud af topstrid

Søren Kjeldsen var første dansker inde i klubhuset efter anden runde af golfturneringen British Open, men vinden gjorde det af med Danmarks nummer et.

Golfspilleren Søren Kjeldsen kunne fredag ikke følge op på sin gode åbning ved majorturneringen British Open. En del af skylden tilfalder vejret, som i modsætning til torsdagens første runde bød på en masse blæst.
- Det var meget sværere end i går. Vinden blæser en del mere, den er fra en helt anden retning, og det er ikke nemt med den sidevind, forklarer Søren Kjeldsen til Ritzau efter sin runde i 76 slag, seks over banens par i skotske Turnberry.
Samlet betyder det, at Kjeldsen er fire slag over par fredag eftermiddag, hvor han er en af de første spillere i feltet, der har færdigspillet to runder. Danskeren skal håbe på, at vejret bliver endnu dårligere i løbet af dagen, så de andre konkurrenter også kommer i problemer, for ellers klarer verdens nummer 31 sig ikke videre til weekendens finalerunder. Her er kun top-70 med, og den var Kjeldsen ikke blandt, da han blev færdig.
- Overblikket har jeg ikke endnu. Jeg skal bare have noget frokost nu, og så må vi se, siger Kjeldsen, der allerede begyndte sin anden runde klokken 7.15 lokal tid.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret