Vinder af Milano-Sanremo var bange for stærk Pedersen
Jasper Philipsen havde regnet med Mads Pedersen som den stærkeste rival i spurten i Milano-Sanremo, men danskeren endte på fjerdepladsen. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Jasper Philipsen, der lørdag vandt Milano-Sanremo, var mest nervøs for Mads Pedersen i den afsluttende spurt.
Mads Pedersen var den rytter, som Jasper Philipsen frygtede mest i den afsluttende spurt i lørdagens Milano-Sanremo.
Philipsen endte med at vinde årets første monument, mens Mads Pedersen endte uden for podiet på en fjerdeplads.
- Jeg var ret bange for, at Mads stadig var meget stærk. Jeg havde ikke forventet, at Michael Matthews ville være så god.
- Det var ikke nødvendigt for mig at sprinte en eneste gang hele dagen, så det føltes mærkeligt og anderledes at skulle sprinte efter næsten 300 kilometers kørsel, siger Philipsen ifølge AFP.
Michael Matthews kørte ind over stregen på andenpladsen, mens Tadej Pogacar blev treer.
Mads Pedersen roste sit Trek-hold efter løbet, men danskeren var utilfreds med ikke at kunne blande sig mere blandt de tre forreste.
- Jeg er glad for måden, holdet kørte på. Men jeg er ked af, at jeg ikke leverede en bedre spurt og i det mindste endte på podiet, siger Mads Pedersen til holdets hjemmeside.
Danskeren takkede sin holdkammerat Jasper Stuyven, der formåede at være med i finalen som hjælperytter.
- På sådan en dag, og med måden vi kørte på samt hjælpen fra Jasper i finalen, skulle jeg som minimum have været på podiet.
- Derfor er det endnu mere skuffende, at jeg ikke lykkedes med det, siger Mads Pedersen.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker