Berhane Tsegay krydsede målstregen som den første. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Berhane Tsegay vandt hos herrerne, og Hela Kiprob vandt kvindernes Copenhagen Marathon - begge i rekordtider.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Der er er ny rekordindehavere hos både mændene og kvinderne efter 2022-udgaven af Copenhagen Marathon.
Berhane Tsegay fra Eritrea kan kalde sig ny indehaver af rekordtiden i Copenhagen Marathon hos mændene.
Søndag formiddag tilbagelagde han de 42,195 kilometer i de københavnske gader i tiden 2 timer, 8 minutter og 21 sekunder. Da han krydsede målstregen på Islands Brygge var han dermed over halvandet minut hurtigere end den tidligere løbsrekord i den danske hovedstad.
Nummer to, tre, fire og fem kom også i mål i tider, der var hurtigere end Jackson Limos vindertid fra 2019.
Også hos kvinderne er der en ny indehaver af løbsrekorden.
Annonce
Lidt over et kvarter efter mændenes vinder havde passeret målstregen, løb kenyaneren Hela Kiprob over den som første kvinde. Med tiden 2 timer, 24 minutter og 10 sekunder skar hun hele fem minutter af den tidligere rekord.
Det var blandt andet resultatet af en flad rute og gode vejrforhold.
Hela Kiprob vandt kvindernes Copenhagen Marathon. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Selv om der ikke var helt vindstille i de københavnske gader, kunne de mange løbere glæde sig over behagelige forhold. Ved løbets start lå temperaturen lige under 15 grader, mens den undervejs nåede at stige et par grader i den næsten skyfrie hovedstad.
Det er første gang i tre år, at løbet blev afviklet. I 2020 og 2021 forhindrede coronapandemien løbet i at blive gennemført.
Med fire kilometer tilbage af herrernes løb lå seks løbere inden for få skridts afstand, men Tsegay timede sit angreb perfekt og kunne løbe solo over målstregen, efter at han havde givet sig tid til at vinke til tilskuerne på opløbsstrækningen.
I alt havde 11.295 personer tilmeldt sig løbet, men ifølge løbets hjemmeside stillede kun 9026 løbere til start.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker