Vingegaard fuldfører angreb og vinder på Tourmalet
Jonas Vingegaard fejrer sin sejr på toppen af Tourmalet. Foto: Ander Gillenea/Ritzau Scanpix
Jumbo-Visma-holdet leverede en opvisning på Tourmalet. Vingegaard vandt og er nu treer i Vueltaens klassement.
Den danske cykelstjerne Jonas Vingegaard tog fredag en suveræn sejr på 13. etape af Vuelta a Espana med afslutning på Col du Tourmalet.
Den 26-årige Jumbo-Visma-rytter gik til angreb med syv kilometer til toppen af den legendariske stigning, som også er kendt fra Tour de France.
Vingegaard havde på toppen et forspring på 30 sekunder til holdkammeraten Sepp Kuss, der udbyggede sin samlede føring i Vueltaen.
Primoz Roglic, der også kører for Jumbo-Visma-holdet, kom i mål tre sekunder efter Kuss.
I den samlede stilling indtager Jumbo-Visma-trioen også de tre øverste placeringer.
Amerikanske Sepp Kuss har et hul på et minut og 37 sekunder til Roglic, mens Vingegaard er yderligere syv sekunder efter på tredjepladsen.
I sommer vandt Jonas Vingegaard Tour de France for andet år i træk, og det var netop i bjergene, at han grundlagde sin sejr.
Som en ekstra bonus fører danskeren nu også Vueltaens bjergkonkurrence.
Selv om Vingegaard måske ikke er i ligeså god form som under Touren, så kunne ingen følge ham på fredagens etape.
Før nordjyden satte sit afgørende angreb ind, havde han set de øvrige ryttere i frontgruppen an med to accelerationer.
Forspringet nåede op på omkring et minut, inden holdkammeraterne Kuss og Roglic på det sidste stykke øgede tempoet og stak væk fra de øvrige ryttere i forfølgergruppen.
Etapen blev dagen i gennem styret af Jumbo-Visma-holdet, der satte et højt tempo på bjergetapen.
Det fik store konsekvenser for flere af klassementsrytterne, hvor Remco Evenepoel (Quick-Step) og Joao Almedia (UAE) var blandt de første, der måtte slippe.
Evenepoel, der lå treer før etapen, faldt helt sammen og er nu næsten 28 minutter fra førstepladsen. Almedia er nummer ti - otte minutter og 39 sekunder fra den førende Kuss.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker