Vingegaard triumferer på ny i spansk etapeløb
Efter sin anden etapesejr i træk har Jonas Vingegaard et solidt forspring inden sidste etape af O Gran Camiño. (Arkivfoto). Foto: Cabalar/Ritzau Scanpix
For anden dag i træk kørte Jonas Vingegaard alene over målstregen i etapeløbet O Gran Camiño.
Jonas Vingegaard fortsætter sin magtdemonstration i det spanske etapeløb O Gran Camiño.
Den danske Tour de France-vinder kørte for anden dag i træk først over målstregen og vandt 3. etape.
Samtidig udbyggede Vingegaard sit samlede forspring i løbet, som han sidste år vandt i fuldstændig overlegen stil.
Som forventet slog danskeren til på etapens sidste stigning. Her kørte han alene op til førende Pablo Castrillo, som han fulgtes med i nogle kilometer.
Spanieren var dog tydeligt træt, og på nedkørslen sagde Vingegaard farvel til sin følgesvend og begav sig ud på 12 kilometers soloræs mod målstregen.
Opgaven var dog ikke helt ligetil, fordi det meste af indkørslen til målet i Castelo de Ribadavia foregik i stiv modvind. Men efter at han indledningsvis tabte tid til forfølgerne fik Vingegaard stabiliseret forspringet, der fem kilometer fra mål var på 25 sekunder.
På det tidspunkt opgav rytterne bagved tilsyneladende at fortsætte jagten, og da kunne kun uheld fravriste Vingegaard endnu en etapesejr.
Danskeren passerede målstregen i ensom majestæt, og først 29 sekunder efter kom spanieren Carlos Canal i mål på andenpladsen.
Vingegaard har nu et komfortabelt samlet forspring på 1 minut og 13 sekunder til nærmeste rival, Egan Bernal, inden sidste etape, der køres søndag.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde