Vingegaard triumferer samlet i Tirreno-Adriatico
Jonas Vingegaard vandt undervejs 5. og 6. etape i Tirreno-Adriatico. Foto: Roberto Bettini/Ritzau Scanpix
Jonathan Milan var hurtigst på 7. og sidste etape af Tirreno-Adriatico, som Jonas Vingegaard vandt samlet.
Der var lagt op til en sprinterafgørelse på 7. og sidste etape af cykelløbet Tirreno-Adriatico, hvor danske Jonas Vingegaard blot skulle holde sig på cyklen for at kunne lade sig krone som samlet vinder.
Treks Jonathan Milan var hurtigst på stregen, hvor det lykkedes for Vingegaard at komme igennem uden uheld.
Vingegaards sejr er den anden danske sejr i historien i det italienske etapeløb. Rolf Sørensen har tidligere vundet løbet i både 1987 og 1992.
Visma-danskerens samlede sejr blev til efter to suveræne etapesejre undervejs på 5. og 6. etape, hvor han begge gange satte konkurrenterne til vægs og i ensom majestæt tog etapesejrene.
Juan Ayuso (UAE Emirates) tog andenpladsen i klassementet 1 minut og 24 sekunder efter danskeren, mens australske Jai Hindley (Bora) bliver treer med 1 minut og 52 sekunder op til den dobbelte Tour de France-vinder.
Den sidste halvdel af søndagens rute var pandekageflad, og der var derfor lagt op til et opgør mellem feltets hurtigste, og sådan gik det også.
Et par lykkeriddere forsøgte undervejs på etapen at lave overraskelsen, men sprinterholdene holdt forsøgene i kort snor, og med 15 kilometer til mål var der samling på tropperne.
På den afsluttende kilometer forsøgte Uno-X at snyde sprinterne, da Alexander Kristoff trak bremsen i front og lod holdkammerat Søren Wæhrenskjold glide væk.
Hullet blev skabt, men på de afsluttende meter opslugte Jonathan Milan og de øvrige sultne sprintere Wæhrenskjold.
Milans etapesejr er nummer to i årets udgave af det italienske etapeløb. Alexander Kristoff blev søndag nummer to, mens italienske Davide Cimolai (Movistar) blev treer.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde