Vingegaard vil måle sig mod de bedste på enkeltstart
Jonas Vingegaard kommer ikke til at spare kræfter på enkeltstarten på 5. etape. Foto: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard har klassementdrømme i fremtiden. Derfor vil han prøve sig selv af på onsdagens enkeltstart.
Den danske tourdebutant Jonas Vingegaard har ét arbejde at gøre i årets Tour de France. Han skal passe på kaptajn Primoz Roglic og hjælpe sloveneren, alt det han kan.
Men den 24-årige dansker drømmer selv om at køre efter klassementet i grand tours i fremtiden. Onsdagens enkeltstart bliver et led i at finde ud af, hvor langt han er fra at kunne det.
- Jeg tænker egentlig at køre fuld gas på enkeltstarten bare for min egen skyld i forhold til at kigge på fremtiden, siger Jumbo-Visma-danskeren.
De 27,2 kilometers kamp mod uret skal være med til at give Vingegaard en fornemmelse af, hvor godt han mestrer den særlige disciplin, når det foregår på det absolut højeste niveau.
- Hvis man skal køre stærkt i en grand tour, så skal man også køre stærkt på enkeltstarterne, så derfor vil jeg gerne prøve at give den et skud og se, hvor god jeg egentlig er til at køre enkeltstart i Tour de France, siger han.
- Så det er egentlig for træningens skyld, jeg kommer til at køre fuld gas.
Med tanke på, at han led et tidstab mandag for at hjælpe sin styrtede kaptajn, Roglic, ligger Vingegaard også stadig pænt til i klassementet.
Han er på 23.-pladsen kun 1 minut og 47 sekunder efter førende Mathieu van der Poel. Det er kun 12 sekunder efter kaptajnen.
Med en god præstation onsdag er der udmærkede muligheder for, at han kan køre sig længere frem i klassementet. Og på den måde holde sig til, hvis Roglic' skader fra styrtet viser sig at bremse hans jagt på den samlede sejr.
Dog er der intet ændret i forhold til Jumbo-Vismas strategi for Touren.
- Han har ikke brækket noget, og vi fortsætter med at have ham som kaptajn, slår danskeren fast.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned