Vingegaards angreb på Pogacar var instinktivt
Danske Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) blev nummer fem på 5. etape af Tour de France. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Jonas Vingegaard ville gerne have været i gul trøje, men kan se fordel i ikke at skulle forsvare den torsdag.
Det var ikke et planlagt angreb, men instinktivt, da Jonas Vingegaard (Jumbo-Visma) onsdag distancerede Tadej Pogacar (UAE Emirates) på 5. etape af Tour de France.
Det siger den danske cykelstjerne efter bjergetapen, hvor han tog over et minut på rivalen.
- Jeg synes ikke, at jeg led så meget (på den sidste stigning, red.), og så tænkte jeg "okay, nu sætter vi Sepp (Kuss, red.) frem at føre og gøre det hårdt".
- Og så er det mere instinktet på et tidspunkt, der siger, hvornår man skal køre, forklarer Vingegaard om sit angreb på Pogacar.
Etapesejren og den gule førertrøje gik dog til Jai Hindley (Bora), og det kan Vingegaard godt se en fordel i.
- Jeg vil ikke lyve - jeg vil gerne i førertrøjen. Men måske det er bedre ikke at skulle forsvare førertrøjen i morgen (torsdag, red.), siger den forsvarende Tour-vinder.
Jonas Vingegaard er nu på andenpladsen i det samlede klassement. Han har 47 sekunder op til australske Hindley.
På løbets sjetteplads er Tadej Pogacar, der er 53 sekunder efter Vingegaard.
- Det er selvfølgelig et rigtig godt udgangspunkt.
- Som sagt kom jeg til Touren i god form og syntes, at jeg var, hvor jeg skulle være, og jeg ser frem til de næste dage også, siger Vingegaard.
Hans angreb på Pogacar blev sat ind på Col de Marie Blanque, hvis top var 19 kilometer fra målstregen i Laruns.
Her havde Vingegaard godt 40 sekunder til Pogacar. Forspringet voksede herefter til over et minut på den efterfølgende nedkørsel og det sidste flade stykke til mål.
Torsdag venter endnu en bjergetape, når blandt andet Col du Tourmalet skal bestiges på vejen mod Cauterets-Cambasque.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde