I flere år var det holdet, der gjorde alting rigtigt og tilsyneladende var forsikret mod uheld. Et hold, der kunne udtage sine grand tour-trupper i december og forberede sig uden nævneværdige udfald.
Men nu er auraen af ufejlbarlighed forsvundet fra Visma. Uheldene er nærmest væltet ned over det stjernebesatte mandskab, der på lørdag begynder forsvaret af Jonas Vingegaards status som Tour de France-konge.
- Holdet går ind til Touren med en helt anden følelse end de tidligere år. Det er et stort spørgsmålstegn, formentlig også for dem selv, siger den tidligere professionelle cykelrytter Emil Vinjebo, der i dag er kommentator på TV 2 Sport.
- Flere af rytterne har ikke kørt cykelløb i lang tid og kan kun pejle efter deres træningsværdier. Det må være lidt nervepirrende, siger han.
Cykelåret begyndte ellers helt efter planen. Visma demonstrerede både styrke og bredde, da den lidt upåagtede slovener Jan Tratnik overraskende vandt Omloop het Nieuwsblad i februar.
Jonas Vingegaard fulgte op med at vinde to etapeløb, og da nyindkøbte Matteo Jorgenson 27. marts triumferede i Dwars door Vlaanderen, var det allerede holdets 18. sejr.
Men den forårsonsdag i Flandern markerede også begyndelsen på den uheldsstime, der har fået det ellers så usårlige hold til at vakle.
Inden Jorgenson kørte jublende over målstregen, var klassikerstjernen Wout van Aert væltet så voldsomt, at han brækkede kraveben, brystben og flere ribben og dermed smadrede Vismas drejebog for Giro d'Italia, hvor van Aert var udset som kaptajn.
En uge senere lå holdets Tour de France-planer også i ruiner.
Vingegaards uhyggelige styrt i Baskerlandet Rundt sendte den dobbelte Tour-vinder på hospitalet i flere uger. Med en punkteret lunge og adskillige brækkede knogler var det ikke bare et spørgsmål, om han ville være i topform til Touren.
Det var tvivlsomt, om han overhovedet kunne stille op.
- Det er cykelsportens brutalitet. Sidste år svævede Visma på en lyserød sky, og alt, man gjorde, blev til guld. I år er det lige modsat.
- En ting er, at van Aert og Vingegaard måske ikke er på toppen, men skader og uheld har jo spredt sig som en sygdom på holdet. Ligesom succes avler succes, virker det til, at uheld avler uheld, siger Emil Vinjebo.
Ikke overraskende kan stjernernes uheld også aflæses på resultatlisterne. I tre måneder mellem Dwars door Vlaandern i marts og de nationale mesterskaber i den forgangne weekend blev Visma kun noteret for én sejr.
Den sørgede sprinteren Olav Kooij for på 9. etape af Giro d'Italia. Umiddelbart efter måtte han dog forlade løbet på grund af sygdom, og holdet fremstod i en bleg udgave på de italienske landeveje.
- Man har været vant til, at det var det hold, alle sad og snakkede om. Men de har været ramt af de uheld, som mange hold oplever i perioder. Det er, som om de er kommet ind i en ond spiral, siger Matti Breschel, der som sportsdirektør for EF oplevede Visma på nærmeste hold i Giroen.
Dårligt var de tre ugers prøvelser i Italien overstået, før Visma blev hvirvlet endnu længere ind i spiralen.
I Critérium du Dauphiné gik det galt for både Dylan van Baarle og Steven Kruijswijk. Den rutinerede duo blev trukket ned i et massestyrt og kørt på hospitalet.
Allerede samme aften meddelte Visma, at begge ryttere ville misse Tour de France. Og i denne uge mistede Jonas Vingegaard så sin stærke bjerghjælper, Vuelta-vinderen Sepp Kuss, der er nedlagt af sygdom.
Holdet, der altid har lagt stor vægt på minutiøs planlægning, er tvunget til improvisationer og lappeløsninger.
- Jeg har en stærk tro på planlægning. Hvis man ikke har en stærk plan, er det meget sværere at tilpasse sig, når man bliver ramt af tilbageslag, sagde holdchef Richard Plugge tidligere på året til cykelmagasinet Roleur.
Visma har da også tilpasset sig godt, at man trods de mange uheld har skrabet et stærkt Tour-hold sammen.
Efter sit afbud til Giroen er Wout van Aert føjet til en Tour-trup, der også tæller folk som Jorgenson, Christophe Laporte og Tiesj Benoot.
Konkurrenterne må gå ud fra, at Jonas Vingegaard fysisk er i god forfatning. Eller var han næppe blevet udtaget.
Det store spørgsmål er måske snarere, hvorvidt holdet mentalt er i stand til at lægge de seneste måneders kaos og smadrede planer bag sig.
- Det er nok meget sundt for alle hold en gang imellem lige at komme ned på jorden. Ellers ender man med at blive arrogant og tage tingene for givet.
- Når man rammer de her perioder, må man gentænke sin plan. Det er her, man som ledelse eller sportsdirektør virkelig lærer noget, siger Matti Breschel.
/ritzau/
Her er Vismas Tour de France-hold
Visma offentliggjorde 20. juni de otte ryttere, der skal forsøge at genvinde Tour de France.
Her er det hollandske holds Tour-trup:
* Jonas Vingegaard (Danmark).
* Bart Lemmen (Holland).
* Tiesj Benoot (Belgien).
* Matteo Jorgenson (USA).
* Christophe Laporte (Frankrig).
* Jan Tratnik (Slovenien).
* Wout van Aert (Belgien).
* Wilco Kelderman (Holland).
/ritzau/
Seneste artikler
Udbrændt: - Pludselig stod den bare i flammer
Guldborgsundlisten har fået ekstra tid i partistøtte-sag
Susie Jessen: Mange gode løfter, men hvor er finansieringen?
Knuth: Lars Løkke har svigtet borgerlige vælgere
Spøgelsesbilist på motorvejen: Lastbil kørte mod færdselsretningen
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Ikonisk kro solgt til indisk milliardær
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke