Vinokourov snyder sprinterne i Touren

Alexandre Vinokourov snød lørdag sprinterne og snuppede sejren på 13. etape i Tour de France.

Astana-rytteren udnyttede den splittelse i feltet, som opstod på en kategori 3-stigning omkring 10 kilometer før mål. Her lykkedes det rytteren fra Kasakhstan at slippe fra feltet på den efterfølgende nedkørsel.

Efter et arbejdsraseri holdt han de jagtende sprinterhold på afstand og kom i mål 13 sekunder foran Mark Cavendish, der vandt spurten i feltet. Et flot Tour-comeback for 36-årige Vinokourov, der i 2007 blev smidt ud af løbet i forbindelse med en dopingsag.

Han vendte tilbage til Astana-holdet i august 2009 og kan nu krone sit comeback med sin sjette Tour de France-sejr i alt.

Meget tydede ellers på, at etapen skulle afsluttes med den klassiske sprinterafslutning.

Tre farlige folk kom godt nok af sted i det obligatoriske udbrud på etapen. Den tidligere gule trøje i løbet og meget angrebslystne franskmand Sylvain Chavanel var i blandt udbryderne. Han havde følgeskab af landsmanden Pierrick Fédrigo og spanske Juan Antonio Flecha.

Det fik Team HTC-Columbia med den tredobbelte etapevinder Mark Cavendish i aktion forrest i feltet. Holdets danske sportsdirektør, Brian Holm, havde før etapen forudsagt, at det ville blive svært for hans amputerede hold at få et samlet felt til mål. Men med forbilledlig kørsel - og hjælp fra andre sprinterhold - lykkedes det at hente de tre udbrydere med 10 kilometer til mål.

Men det betød ikke, at arbejdet var gjort færdigt for sprinterholdene med HTC-Columbia i spidsen. Umiddelbart efter at udbruddet var hentet, ventede kategori 3-stigningen og dermed store problemer med at holde samling på feltet.

Midt i alle udbruddene satte Vinokourov det afgørende ind, og sprinterholdene måtte se sig snydt kort før mål.

/ritzau/

Med flot solokørsel lykkedes det lørdag for Alexandre Vinokourov at køre fra det jagtende felt og vinde 13. etape i Tour de France.

Offentliggjort Sidst opdateret