Vinterens fodboldtransfervindue slår igen rekord

Manchester City var den engelske klub, der i januars transfervindue brugte flest penge. Klubben har blandt andre hentet Omar Marmoush i tyske Frankfurt for over en halv milliard kroner. (Arkivfoto). Foto: Peter Powell/Reuters

Herrefodboldklubber verden over har åbnet 2025 med at bruge mere end 21 milliarder kroner på spillerhandler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fodboldklubber verden over har åbnet 2025 med pengepungen fremme.

I herrefodbold er der i januars transfervindue spenderet mere end 21 milliarder kroner på spillerhandler.

Det viser en rapport fra Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Beløbet er det højeste nogensinde for et januartransfervindue og 57,9 procent mere end i starten af 2024.

Inden i år var 2023 det år, hvor der blev brugt flest penge i januars transfervindue. I år er der brugt 47,1 procent mere end dengang.

Samlet er der i 2025 gennemført 5863 handler globalt i herrefodbold. Det er 20 procent flere end i 2024.

Det er ikke overraskende de engelske klubber, der fører an i de største handler.

Engelske klubber har handlet for 5,5 milliarder kroner. Nummer to på listen er de tyske klubber, der har handlet for 2,6 milliarder kroner.

Det er særligt Manchester City, der har haft pengepungen fremme indtil videre i 2025.

En tidligere rapport viste, at klubben fra Manchester i januars vindue brugte næsten lige så mange penge, som de resterende 19 Premier League-klubber tilsammen.

Og det er ikke kun i herrefodbold, at spillerskiftene slår rekorder.

Det samme er tilfældet i kvindefodbold, selv om beløbene er i et helt andet leje.

Det er dog tydeligt, at der bruges flere penge på handlerne i kvindefodbolden, end hvad tidligere har været tilfældet.

I januars transfervindue blev der brugt mere end 51 millioner kroner på spillerhandler, hvilket er 180 procent mere end i 2024.

Andelen af handler er ikke steget lige så meget. 455 spillerhandler fandt sted i kvindefodbolden, hvilket er en stigning på 22,6 procent.

I kvindefodbolden er det også de engelske klubber, som fører an med de største beløb. Lidt over 22 millioner kroner blev der i England brugt på i alt 39 spillerhandler.

/ritzau/