VM-danskere efter fem storsejre: Vi er blevet meget bedre
Der har indtil videre været masser af grund til dansk jubel ved håndbold-VM. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Det danske kvindelandshold har vundet med tocifret margin i samtlige fem kampe ved VM i Spanien.
Efter fem kampe ved VM har det danske kvindelandshold fortsat ikke prøvet at vinde med mindre end 11 overskydende mål.
Og selv om modstanden ikke altid har været lige skræmmende, er der grund til at hæfte sig ved, hvor let danskerne har haft det.
- Det er en stor cadeau til os. Det havde vi ikke gjort bare sidste år, siger Line Haugsted.
Hun peger på fredagens kamp mod Tjekkiet, hvor de danske spillere ikke lod sig gå på af at være bagud både 0-4 og 1-5.
Tværtimod buldrede holdet bare hen over de stakkels tjekker, der ikke fik et ben til jorden i resten af kampen.
- Hvis vi havde været bagud med fire mål i starten af en kamp sidste år, havde vi ikke bare hentet det og derefter vundet så stort. Vi har klart rykket os og er blevet meget bedre, siger Haugsted.
Også målvogter Sandra Toft oplever det som noget nyt, at det danske hold bare kværner modstanderne ned uden problemer. Også selv om man kommer dårligt fra start som mod Ungarn og Tjekkiet.
- Før i tiden havde vi måske rodet rundt i sådan nogle kampe, så det er dejligt at vi hanker op i os selv og bare brager derudaf.
- Jeg tror dog, at vi bliver matchet lidt bedre mod tyskerne (søndag, red.). Men det er en dejlig følelse at være afsted og så vinde så mange kampe så stort, siger Sandra Toft.
Danmark afslutter mellemrunden mod Tyskland søndag aften. Vinderen af kampen vinder mellemrundegruppen.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker