VM-debutant skuffet over eget spil

Jacob Bagersted har i lang tid ikke vidst, om han var købt eller solgt ved VM-slutrunden i Sverige. I sejren over Algeriet fik han for første gang chancen efter sin sene indskrivning i turneringen, men han fejlede.

Sådan føler AG København-spilleren selv, at det gik. På 30 minutter nåede han at score en enkelt gang, pådrage sig to udvisninger og brænde en hel del store chancer.

- Det var superdejligt at komme i gang. Men resultatet af det var ikke som jeg havde håbet. Jeg er selv lidt skuffet over min egen indsats. Jeg brændte for mange chancer, og der var en masse ting, jeg kunne have gjort bedre.

- Jeg må bare håbe, at jeg får chancen en anden gang til at vise det. Men det er lidt ærgerligt, når han giver mig en halvleg til at bevise, at jeg godt kan finde ud af det. Så lidt skuffet er jeg, selv om jeg er glad for, at vi vinder, siger Jacob Bagersted.

Stregspilleren kom aldrig rigtig ind og fik fat i forsvaret, og heller ikke angrebsmæssigt lykkedes tingene for ham.

- Jeg kommer ikke op på det niveau i forsvaret, som jeg ved, jeg kan. Jeg synes ikke, at deres målmand var særlig god. Derfor irriterer det mig, at jeg brænder, siger Jacob Bagersted.

Situationen som VM-reserve langt ind i turneringen har været ret speciel, og det kan også have spillet lidt ind på hans præstation, vurderer Bagersted.

- Jeg ved ikke, om det var lidt nerver, der spillede ind. Fordi det var min første kamp ved slutrunden, og der var meget pres på fra alles sider, om jeg nu var god nok.

- Så det var lidt ærgerligt, men jeg håber, jeg kan få lov at vise mit værd på et andet tidspunkt, siger VM-debutanten.

/ritzau/

Stregspilleren Jacob Bagersted var slet ikke tilfreds med sin egen præstation i sejren over Algeriet.

Offentliggjort Sidst opdateret