VM-finale sætter seer-rekord i USA

De amerikanske tv-seere har under VM-slutrunden fået appetit på fodbold. VM's finalekamp mellem Spanien og Holland satte rekord som den mest sete fodboldkamp i USA nogensinde, da 24,3 millioner seere så kampen. Det viser tal fra Nielsen Media Research.

Kampen, som blev vist på den nationale kanal ABC-netværket og den spansk-sprogede Univision slår den tidligere seerrekord fra 26. juni, hvor USA mødte Ghana - en kamp, der tiltrak 19,4 millioner seere. Den tidligere rekord var ifølge Nielsen Media Research fra 1994, da 18,1 millioner så VM-finalen mellem Italien og Brasilien.

I 1999 så 18 millioner USA og Kina spille finalen i kvindernes VM, mens årets VM-kamp den 12. juni mellem USA og England tiltrak 17,1 millioner seere.

Til sammenligning så 106,5 millioner amerikanere årets finale i amerikansk fodbold, Super Bowl, mellem New Orleans Saints og Indianapolis Colts i februar. Super Bowl er blandt de mest sete sportsudsendelser i USA og omverdenen.

/ritzau/AFP

VM-finalen mellem Spanien og Holland er den mest sete fodboldkamp i USA nogensinde. 24,3 millioner amerikanere tunede ind og så Spanien vinde 1-0.

Offentliggjort Sidst opdateret