Der var lettelse og glæde i VM-lejren, da landstræner Morten Olsen efter to dages sygefravær atter var tilbage på træningsbanen for at lede slagets gang inden VM-kampen mod Holland på mandag.
- Det er rart at have chefen tilbage. Det er ham, som leder og fordeler. Selv om Peter Bonde og Jens Bangsbo (assistenttræner og fysisk træner, red.) har gjort det fint i Mortens fravær, så er det ham, som er kaptajnen på skibet. Vi har dog ikke mærket hans fravær så meget i og med, vi havde fri onsdag, og tirsdagens træning var lidt mere fysisk baseret end taktisk, siger Martin Jørgensen.
Morten Olsen så langt fra ud til at være i topform, da spillerne løb rundt og trænede. Han var pakket godt ind fra top til tå i lange bukser og lynet jakke, og flere gange hostede han højlydt.
William Kvist mener, at det er vigtigt, at have Olsen tilbage og forhåbentlig endnu mere oppe i omdrejninger i de kommende dage.
- Vi har et dygtigt hold også uden Morten, men det er ham, som gør sig de større tanker og lægger de længere linjer. Han har et helt klart koncept, og han har kørt det i hele forløbet, så det er sværere, når han ikke er her, siger William Kvist.
FC København-spilleren vurderer også, det kan give lidt mere ro over tingene forud for Holland-kampen.
- Det har ikke på nogen måde sejlet, men nu har vi god tid til at få det taktiske på plads, siger William Kvist.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker