VM-opbakningen imponerer Lasse Svan Hansen

Lasse Svan Hansen var en af de toneangivende spillere i anden halvleg af VM-sejren over Kroatien, og det danske fløjlyn følte sig næste båret frem af tilskuerne.

- Det var fantastisk at mærke stemningen. Hold kæft, det var fedt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende, siger Lasse Svan Hansen.

Der var næsten fuldt hus i Malmö Arena, og tilskuerne råbte og larmede kampen igennem.

Han sad på bænken i hele første halvleg, men blev sat på banen i den sidste halve time.

Her scorede han fire mål på kontraer og var en af de giftige spillere, da Danmark i begyndelsen af halvlegen trak fra kroaterne, der ellers havde været foran med en ved pausen.

- Det var en del af vores plan, at vi skulle løbe på alt. Og det ligger jo godt til os. Jeg skal give den fuld gas, når jeg er inde, og det gjorde jeg, siger Lasse Svan Hansen

- Angrebsmæssigt leverede vi igen en super præstation. Det er vigtigt, at vi er skarpe på vores afslutninger, for det lægger et gevaldigt pres på modstanderne. De skulle score hver gang, og det tappede dem for kræfter, siger Svan Hansen.

Han ser nu frem til mellemrunden, hvor Polen, Argentina og Sverige venter i nævnte rækkefølge. Danmark har fire point med over, mens de tre modstandere alle har to. Kroatien og Serbien har hver et enkelt point med videre.

- Det ser da godt ud. Vi har stadig tre svære kampe og det bliver masser af hårdt arbejde. Men vi har et rigtig godt udgangspunkt, siger han.

Danmark møder Polen på lørdag. /ritzau/

Lasse Svan Hansen har aldrig oplevet en opbakning, som den landsholdet fik i VM-sejren torsdag over Kroatien.

Offentliggjort Sidst opdateret