De danske landsholdsspillere er glade for at komme væk fra højderne, kulden og den tyndere luft i Johannesburg, som gjorde det hele lidt sværere. Klimaet og forholdene er i det hele taget lidt bedre i det danske landsholds VM-base i sydafrikanske Knysna, som ligger helt tæt ved den sydlige kyst.
Landsholdet rejste søndag fra Johannesburg til Knysna, og efter de første par dage i lejren er reaktionen yderst positiv.
- Det lyder underligt, men det gør en stor forskel. Det er lidt mere a la danske forhold her, og alle har set frem til at komme ned til vores basecamp, siger Thomas Kahlenberg.
Som flere af de øvrige spillere har midtbanekreatøren haft sine problemer med at kontrollere bolden.
- Knysna er et rigtigt dejligt sted med et super klima. Det er gode forhold, men det var nu også ok i Johannesburg. Den store forskel er, at vi ikke længere er oppe i højderne, men befinder os ved vandoverfladen. Fodboldmæssigt betyder det, at bolden reagerer på normal vis, siger Wolfsburg-spilleren.
Christian Poulsen er også glad for klimaskiftet, fordi han har reddet sig en mindre forkølelse.
- Det er fint at komme ned til vandet. Der er lidt mere luft og plads. Solen står lidt før op her i Knysna end i Johannesburg, og selv om det var ok om dagen, så var det utrolig koldt om aftenen. Der er mange af os, som har lidt problemer med lidt snue og forkølelse, så det håber vi at komme af med hurtigst muligt, siger Juventus-spilleren.
Det danske landshold rejser tilbage til Johannesburg i forbindelse med VM-kampen mod Holland den 14. juni. /ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet