VM-spillere må selv skabe stemningen i fredelig kulisse
Et par håndfulde danske fans er på plads under kampene i Kumamoto, hvor det lokale publikum ikke laver meget larm. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Kampene ved VM er langtfra noget støjinferno, så spillerne skal gejle hinanden ekstra op under opvarmningen.
Ingen tunge technorytmer under kampen. Ingen musik under opvarmningen. Ingen overgearede stadionspeakere eller aggressive tilråb fra tribunerne.
Det vil være synd at sige, at kampene ved håndbold-VM i Japan er et støjinferno. Stemningen i hallen er langt fra det, spillerne på godt og ondt er vant til i Danmark.
Japanerne klapper en rytme, der bliver angivet i højttalerne. De jubler afmålt ved scoringerne og forsøger ikke at forfordele nogen af holdene.
- Det er noget andet, end vi er vant til. Men der er da noget klappehalløj, og der er mennesker i hallen. Så snart, der er folk på tilskuerpladserne, giver det en form for lyd og atmosfære.
- Og de er søde til at heppe lidt på begge hold, siger den danske stregspiller Kathrine Heindahl.
Danmarks to første VM-kampe i Kumamoto har begge samlet omkring 1400 tilskuere. De fylder pænt i den beskedne hal.
En heksekedel, som man indimellem oplever det i europæiske håndboldarenaer, er der dog slet ikke tale om.
- Der kommer ikke meget svinsk derudefra. Det er meget pænt, så vores fokus har i år også været på, at vi skal skabe en stemning selv.
- Det bliver vi virkelig tvunget til her. Der er ikke rigtig musik til opvarmningen, og vi er vant til, at den får fuld hammer på musikanlægget. Det stiller lidt større krav til, hvad vi selv bringer ind, siger Heindahl.
Også Line Haugsted har bemærket, at der er mere ro før og under kampene.
- Generelt er de meget høflige hernede. Der var nogle af de andre, der undrede sig over, at der ikke var musik, da vi varmede op, men jeg tænker faktisk ikke så meget over det.
- På holdet er vi gode til at gejle hinanden op hele tiden, siger Line Haugsted.
Danmark spiller for tredje gang i Kumamoto Prefectural Gymnasium tirsdag klokken 12.30, hvor modstanderen er Tyskland.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker