VM's største sensation: Costa Rica slår Uruguay
Costa Rica leverede lørdag aften den hidtil største VM-sensation, da det lykkedes at slå Uruguay med 3-1 i gruppe D.
Uruguays landstræner Oscar Tabárez havde valgt at spare holdets stjerneangriber Luis Suarez, og det blev kostbart. Suarez kunne med garanti have gjort underværker i favoritternes offensiv.
Costaricanerne, der er udråbt til prügelknabe i gruppe D, var overraskende godt med i opgøret med direkte og målsøgende spil.
Alt tydede dog på, at uruguayanerne skulle køre den forventede sejr hjem, da Costa Ricas Junior Diaz midtvejs i første halvleg omklamrede en modspiller i straffesparksfeltet. Edinson Cavani gjorde det sikkert til 1-0 fra ellevemeterpletten.
Kampen tog en uventet drejning 10 minutter efter pausen, hvor flere tidligere FC København-spillere trådte i karakter hos Costa Rica.
Højrebacken Christian Gamboa, der ikke kunne komme på FCK's hold for to år siden, lagde op til Joel Campbell, der hamrede bolden i mål til 1-1. Gamboa spiller nu i norske Rosenborg.
Christian Bolanos, der er stoppet i FCK denne sommer, lagde kort efter op til costaricanernes føringsmål. Bolanos sendte et frispark ind i feltet, hvor Oscar Duarte fra en spids vinkel headede 2-1-scoringen i mål.
I slutfasen lykkedes det for Marcos Ureña at øge til 3-1 to minutter efter sin indskiftning.
Frustrationerne kom til sidst i kog hos Uruguay, der fik vist højrebacken Maximiliano Pereira ud, da han sparkede en modstander ned.
Det er 12 år siden, at Costa Rica senest vandt en kamp ved VM i 2002. Dengang slog costaricanerne Kina med 2-0.
De øvrige hold i gruppe D er Italien og England, der mødes natten til søndag dansk tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker