Voeckler snyder Chris Anker for etapesejr

Franske Thomas Voeckler (Europcar) vandt onsdagens etape fra Pau til Bagnères-de-Luchon i Tour de France. Chris Anker Sørensen (Saxo Bank-Tinkoff Bank) kom ind som etapens nummer to, et minut og 40 sekunder efter Voeckler.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed rykker Chris Anker Sørensen også op som nummer 14 i den samlede stilling.

I konkurrencen om bjergtrøjen betyder onsdagens etape, at Voeckler overtager den prikkede bjergtrøje med 107 point, mens svenskeren Fredrik Kessiakoff nu er nummer to med 103 point. Chris Anker er treer med 77 point.

Alle tre ryttere kom med i det 38 mand store udbrud fra etapens start. Flere og flere ryttere blev siet fra over stigningerne, men danske Chris Anker holdt ved.

Desværre for ham kom han ikke med, da Voeckler og to andre ryttere stak på Col du Tourmalet. Herfra kørte franskmanden ufatteligt stærkt, og han havde sat sine følgesvende inden toppen på det sidste bjerg, Col de Peyresourde.

På samme bjerg satte Chris Anker Sørensen Astanas Alexander Vinokourov og satte jagten ind på Voeckler alene. Men desværre for sent.

Blandt favoritterne udeblev det store drama på onsdagens etape, og selv om Vincenzo Nibali forsøgte tre gange på det sidste bjerg, Col de Peyresourde, lykkes det ikke at sætte den gule førertrøje af.

Sidste års vinder af Touren, Cadel Evans, meldte sig til gengæld endegyldigt ud af kampen om den samlede sejr i løbet, da han blev sat flere gange i løbet af etapen. Han er nu 8,06 minutter efter Bradley Wiggins.

/ritzau/