Voldelig badmintonspiller får to års karantæne
Den thailandske badmintonspiller Bodin Issara har modtaget den første straf, efter at han for nylig overfaldt en modstander under finalen i herredouble ved Canada Grand Prix.
Bodin Issara er af Thailands badmintonforbund (BAT) blevet idømt to års karantæne for udåden.
- Alt, hvad vi har arbejdet for i 60 år, kollapsede på grund af én person. I mine seks årtier i sporten har jeg aldrig set en mere voldelig sag end denne, siger BAT-præsidenten Charoen Wattanasin ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Publikum ved finalen så måbende til, da Bodin Issara i herredouble-finalen gik fuldkommen amok over for modstanderen Maneepong Jongjit, som han tidligere har dannet par med.
Parret nåede kvartfinalen ved OL i London sidste år.
Maneepong Jongjit, som er blevet idømt tre måneders karantæne, indledte balladen, da han med sin ketsjer ramte Bodin Issara i hovedet.
Herefter jagtede den rasende Issara sin tidligere doublemakker gennem hallen, før han med en rugbytackling sendte ham i gulvet og slog og sparkede ham.
Både Bodin Issara og Maneepong Jongjit kan se frem til yderligere sanktioner fra det internationale badmintonforbund (BWF), som i øjeblikket undersøger affæren.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker