Vonn styrter i endnu en italiensk hjemmebanetriumf
Lindsey Vonn holdt hovedet højt, selv om hun styrtede i søndagens løb. Foto: Leonhard Foeger/Reuters
Skistjernen Lindsey Vonn fik overbalance og styrtede i Cortina d'Ampezzo, hvor Federica Brignone vandt.
World Cup-afdelingen i italienske Cortina d'Ampezzo gik ikke som håbet for skiløberen Lindsey Vonn.
I søndagens konkurrence i disciplinen super-G styrtede den 40-årige amerikaner, som i december gjorde comeback efter næsten fem års pause fra sporten.
Hun fik overbalance på vej ned ad pisten, hvor der næste år skal kæmpes om metal ved vinterlegene, og fik både publikum og konkurrenter til at være helt stille.
Italieneren Federica Brignone holdt sig for øjnene, mens det stadig var uklart, hvor slemt Vonn havde slået sig.
Netop skader fik Vonn til at stoppe karrieren, men efter at have fået et kunstigt knæ ved en større operation i 2024 fik hun mod på at gøre comeback.
Efter søndagens styrt var hun heldigvis ikke mere ilde tilredt, end at hun kunne komme tilbage på benene og køre det sidste stykke af løbet i roligere tempo. Hun blev dog ikke noteret for en tid.
Weekenden må ses som et mindre tilbageslag for Vonn, som i lørdagens styrtløb endte som nummer 20 - hendes hidtil dårligste placering efter comebacket.
Her vandt Sofia Goggia, og historien gentog sig søndag med endnu en italiensk triumf, da Brignone var hurtigst af alle.
34-årige Brignone er den ældste kvinde, der har vundet et World Cup-løb. Hun har også kurs mod den samlede triumf på tværs af de alpine discipliner.
Med lidt over to måneder tilbage af sæsonen fører hun med 106 point ned til schweizeren Camille Rast og yderligere 26 til svenske Sara Hector.
Tirsdag står den på storslalom i italienske Kronplatz, mens Garmisch-Partenkirchen i den kommende weekend danner ramme om flere konkurrencer i fartdisciplinerne styrtløb og super-G.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde