- Vores udtryk skal være bedre

Der var bekymrede miner hos træner Jakob Larsen under lørdagens afklapsning i Esbjerg. I aften gælder det storholdet fra Odense i Power Arena, hvor NFH gerne skulle finde nogle helt andre positive takter frem. Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix

NFH skal forsøge at rejse sig i aften ovenpå lussingen i Esbjerg i lørdags.

Offentliggjort Sidst opdateret

Foran rullende TV2-kameraer i den bedste sendetid i lørdags blev NFH klædt af helt ind til knoglerne af et særdeles veloplagt Team Esbjerg-hold, der vandt så sikkert som 42-27.

Bag det store nederlag gemmer sig en periode på 12 minutter i første halvleg, hvor NFH faldt helt fra hinanden.

Fra at være foran 7-6 ændrede stillingen sig til 20-11 ved pausen i vestjydernes favør.

Det må bare ikke ske igen, siger NFH-træner Jakob Larsen før aftenenes topbrag mod Odense Håndbold.

- Vores udtryk skal være bedre. Vi må ikke falde sammen på den måde, hvor spillerne bare går ind i deres egen osteklokke, og glemmer at hjælpe kammeraten ved siden af, lyder det fra træneren, der har analyseret det store nederlag.

Det går ikke

- I de sidste ti minutter af første halvleg forærede vi bolden til dem syv gange, hvor de scorede seks kontramål, og det går jo ikke, understreger Jakob Larsen, der dog må erkende, at Team Esbjerg spillede en nærmest fejlfri kamp.

- De er lige nu mit bud på en dansk mester, vurderer NFH-træneren.

I aften gælder det så Odense hjemme i en formentlig propfyldt Power Arena, og selvom fynboerne endnu ikke har tabt i Håndboldligaen i denne sæson og ligger suverænt nummer et i rækken, så tror Jakob Larsen på at muligheden for sejr i aften.

- Odense ligger bedre til os. Ud fra det forsvar vi praktiserer, er de lidt nemmere at læse, da deres backs er mere skydende udefra, hvor Team Esbjergs Estavana Polman og Kristina Liscevic er mere duelstærke, og det bryder vi os knapt så meget om, siger Jakob Larsen, der for under to måneder siden viste, hvordan Odense skal slås.

I pokalfinalen lige før nytår vandt NFH højest overraskende med 28-26, og det er selvfølgelig en sejr, som Jakob Larsen kan bruge konstruktivt.

Vinderkonceptet er klar

- Dér viste vi, hvordan det skal gøres. Men det kræver, at vi spiller fuldstændig fejlfrit i aften, hvis vi skal have en chance, mener Jakob Larsen, der i pokalfinalen kun talte tre tekniske fejl fra NFH, set over hele kampen.

I kraft af sit ægteskab med Odense-stregspilleren Kamilla Larsen har NFH-træneren et glimrende kendskab til aftenenes modstander, og han er heller ikke i tvivl, om at det storsatsende fynske mandskab meget gerne vil have vasket pletten fra pokalfinalen væk i aften.

Odense dummede sig

- Det gjorde rigtig ondt på dem i lang tid, og siden den kamp, har de heller ikke rigtig fået spillet for alvor til at glide, påpeger Jakob Larsen, der naturligvis også har noteret sig, at Odense smed det første point i Håndboldligaen i lørdags, da de formøblede en 8-målsføring mod forholdsvis upåagtede TTH Holstebro og kun fik uafgjort 25-25.

I aften snurrer TV-kameraerne igen, når TV2 Sport sender topgøret direkte klokken20.30, og Radio SydhavsØerne er naturligvis også på plads til kampen.