Vraget Lindegaard: Jeg skal nok få kampe

Målmand Anders Lindegaard vogtede for to uger siden målet, da Manchester United åbnede Champions League i 1-1-kampen hos Benfica.

Men tirsdag var danskeren vraget til fordel for David De Gea, da United skuffede med 3-3 på Old Trafford mod FC Basel.

- Jeg har ikke fået nogen forklaring. Sådan er det. Der er ikke plads til to målmænd på banen, men jeg skal nok få spillet flere kampe i denne sæson, siger Anders Lindegaard til TV2 Sport.

- Man er selvfølgelig altid skuffet, når man ikke spiller. Jeg er alligevel fuld af fortrøstning, for jeg har stor tillid i klubben og kommer til at spille masser af kampe, fortsætter han.

Lindegaard mener, at der er plads til forbedringer efter kampen mod FC Basel, der var bagud med 0-2, men kom foran 3-2 på et kvarter efter pausen.

- Offensivt kan vi få tingene til eksplodere ud af den blå luft. Defensivt skal det blive bedre. Vi har en lang sæson foran os, og vi er med i alle turneringer, og målet er at vinde dem alle sammen, fastslår Anders Lindegaard.

Manchester United indtager tredjepladsen i gruppe C med to point, mens FC Basel og Benfica topper med fire point.

- Vi har ikke gjort det nemt for os selv. Det er et must at gå videre for os, og det gør vi også, vurderer den danske målmand.

/ritzau/

Anders Lindegaard måtte se til fra bænken, da Manchester United tirsdag skuffede i Champions League mod Basel.

Offentliggjort Sidst opdateret