Der var ikke tid til de store forklaringer, da landstræner Morten Olsen meddelte fire spillere fra VM-bruttotruppen, at de ikke skal med til VM i Sydafrika.
De fire vragede landsholdsspillere fik beskeden under en kort samtale med landstræneren. Og målmand Kim Christensen håber, at han senere hen vil få en bedre forklaring.
- Vi snakkede kort, for Morten har også nok at se til, så det kan være jeg senere hen får en lidt bedre forklaring på, hvorfor jeg ikke kom med, siger den skuffede IFK Göteborg-målmand.
Kim Christensen tabte kampen om at blive Danmarks tredjemålmand ved VM til FC Københavns Jesper Christiansen, der har spillet meget lidt i foråret.
Til gengæld har Kim Christensen stået fast på mål for sin svenske klub, og holdt buret rent i de sidste fem kampe, inden han drog til Helsingør for at træne med landsholdet.
- Jeg synes, jeg har gjort det rigtig godt for mit klubhold i en rigtig lang periode nu. Og jeg synes, at de gange jeg har været med landsholdet, har jeg også gjort det rigtig godt, lyder det fra målmanden.
På trods af skuffelsen kan Kim Christensen ikke se, at der skulle være noget i vejen for, at han kan komme ind i landsholdsvarmen igen på et senere tidspunkt.
- Jeg synes, det er fantastisk at kunne repræsentere Danmark, og jeg vil fortsætte med at hjælpe landsholdet, hvis de har brug for mig fremover. Når jeg har fået det her lidt på afstand, så er jeg klar igen, siger han.
Ud over Kim Christensen måtte Morten Olsen bede Michael Krohn-Dehli, Michael Silberbauer og Morten "Duncan" Rasmussen om at pakke sammen og blive hjemme.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde