VRAGET RENÉ HOLTEN POULSEN TAGER BLADET FRA MUNDEN

En af de mest hædrede atleter i dansk historie står overfor en betydelig skillevej, efter han er blevet smidt for porten fra 1. november af Dansk Elitecenter for kajakroere. Foto: Johan Gadegaard

- Jeg vil ikke trænes af nogen, der ikke tror på mig, siger René Holten Poulsen, som selv er forvirret over behandlingen fra Dansk Kano og Kajak Forbunds Elitecenter.

Offentliggjort Sidst opdateret

KØBENHAVN: - Jeg ville gerne forklare dig det, men jeg er selv forvirret over situationen, siger René Holten Poulsen, da Folketidende ringer til ham torsdag formiddag.

Den mest vindende kajakroer i danmarkshistorien er nemlig blevet smidt på porten af Elitecenteret indenfor kajak af et forbund, som har vurderet, at de ikke kan hjælpe ham videre i sin udvikling.

En kompleks sag, der dog ultimativt set har givet kajakroeren en følelse af svigt fra det forbund, han har dedikeret sin mangeårige og gloværdige karriere til.

- Der er blevet holdt et møde, og på det her møde får jeg at vide, jeg er frataget min status. Det betyder jo meget, for nu skal jeg finde en måde at få økonomien til at hænge sammen. Træningslejre, fysioterapeut og trænere bliver jo også taget fra mig, siger den nidobbelte EM- og VM-guldmedalje-vinder.

Uklare udmeldinger

Tiden på Elitecenteret for den danske top indenfor kano og kajak er altså nået en grim slutning, da beslutningen om at "fyre" René Holten Poulsen har været omringet af uklarhed.

- De starter med at sige, at der ikke er nogen ikke-sportslig årsag bag det, og jeg spørger dem faktisk tre gange, hvor de siger nej. Så næste dag er der alligevel en ikke-sportslig forklaring bag, der bunder i generel etik og opfattelse af mig, siger René Holten Poulsen.

De starter med at sige, at der ikke er nogen ikke-sportslig årsag bag det, og jeg spørger dem faktisk tre gange, hvor de siger nej. Så næste dag er der alligevel en ikke-sportslig forklaring bag, der bunder i generel etik og opfattelse af mig.

René Holten Poulsen

Men den opfattelse er svær at sluge og endnu sværere at se logikken i, siger en af Danmarks mest vindende atleter nogensinde.

- Jeg har aldrig været så meget en mønsteratlet, som jeg er nu. Jeg er mødt op til enhver træning til tiden. Men der er et et trivselsproblem på elitecenteret. Og jeg kan med ro i stemmen sige, at det kommer ikke udelukkende fra en atlet, det kommer også fra ledelsen, selv om den ikke udelukkende kan tørres af på dem, siger René Holten Poulsen.

Endnu sværere er det at se den sportslige begrundelse i det, for havde der været VM i denne sæson og OL næste år, så havde han været med til OL.

- Det er mærkeligt at vide, jeg er på vej videre og opad, og så er det ikke nok til at få støtte på lige vilkår med alle andre. Det er ikke en fair måde at skille sig af med den mest vindende kajakroer og en af de mest vindende atleter, siger René Holten Poulsen.

- Ikke færdig

På trods af udfordringerne i forbindelse med den 33-åriges karriere er der stadig muligheder forude - selv om alt er usikkert og uklart lige nu.

- Det er meget svært at sige, om fremtiden ser lys ud, jeg har en kæmpe økonomisk udfordring, som jeg har svært ved at se, hvordan jeg kan løse, siger han og påtaler de fine tilbud, han har fået.

- Den belgiske landstræner sagde, jeg var meget velkommen, og så er der tilbud fra Spanien. Det er to steder, der kan bringe mig på et højere niveau end Elitecenteret, siger roeren.

Beslutningen om at skille sig af med René Holten Poulsen kommer blandt andre fra landstræner Kim Wraae, der selv roede sig til en OL-sølvmedalje med René Holten Poulsen, og som har trænet atleten de seneste 10 måneder.

- Jeg vil ikke trænes af nogen, der ikke tror på mig. Men jeg har en følelse af, at jeg ikke er færdig, og jeg har en følelse af, at det her ikke er måden, jeg vil slutte, siger René Holten Poulsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Dansk Kano- og Kajak Forbund eller Dansk Elitecenter på trods af forsøg herpå.