Vraget Thomas Sørensen stolt over jubilæum

I søndags blev den danske landsholdskeeper vraget til startopstillingen hos sin klub Stoke efter at have været fast mand i den bedste engelske række siden november.

Tilmed var beskeden fra Stoke-manager, Tony Pulis, at danskeren skal regne med at sidde på bænken i Premier League, alt imens Asmir Begovic nu får chancen.

Thomas Sørensen kan dog for en stund glemme degraderingen i Stoke og glæde sig over at nå en af den slags milepæle, meget få spillere opnår i karrieren.

Når Danmark i aften i Parken møder Rusland i en venskabskamp, kan Thomas Sørensen spille sin landskamp nummer 100.

- Det er en kæmpe drengedrøm. Først og fremmest at komme med på landsholdet, og jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg kunne komme op i de højder.

- Så selvfølgelig vil jeg være utrolig stolt. Det vil være et stort øjeblik, og min familie vil være der. Det er et af de momenter i karrieren, som jeg vil se tilbage på som noget specielt, siger Thomas Sørensen.

Få legendariske spillere som Peter Schmeichel, Michael Laudrup og landstræner Morten Olsen har nået jubilæet før Thomas Sørensen.

- Nu har jeg været med i mange år, og som årene går, og man nærmer sig, er det også blevet et mål for mig.

- Da jeg kom til England og slog mig fast hos Sunderland, og der opstod et hul efter Schmeichel, vidste jeg, at jeg var en af dem, som havde chancen for at udfylde hullet, husker Thomas Sørensen.

Kampen mod Rusland spilles i Parken og fløjtes i gang 19.45.

/ritzau/

Thomas Sørensen oplever i disse dage at gå fra at være helt nede i kulkælderen til at svæve på en lyserød sky.

Offentliggjort Sidst opdateret