Vred Anthony Joshua smider bælter ud af ringen efter nederlag
Det var en følelsesladet Anthony Joshua, der mødte pressen efter sit nederlag til Oleksandr Usyk. Foto: Andrew Couldridge/Ritzau Scanpix
Anthony Joshua burde have vundet over ukraineren Oleksandr Usyk, mener den britiske boksestjerne selv.
Anthony Joshua mistede besindelsen, da han natten til søndag dansk tid indså, at han for anden gang på under et år havde tabt en VM-kamp til den ukrainske sværvægter Oleksandr Usyk.
Da det stod klart, at ukraineren havde genvundet sine VM-bælter hos forbundene WBA, WBO, IBF og IBO, reagerede den 32-årige brite vredt.
Han kom op at skændes med sit hold og smed to af Usyks bælter ud af ringen, før han stormede væk.
Vredesudbruddet kom, efter at Joshua havde ladet en gylden mulighed for at tildele ukraineren hans første professionelle nederlag slippe væk.
Den 1,98 meter høje brite havde således udsigt til at vinde i niende omgang, hvor Usyk kun lige akkurat hang ved. Men den 35-årige ukrainer kom stærkt igen og endte med at kontrollere de sidste omgange, inden han blev udpeget som vinder af et delt dommerpanel.
Boksebraget foregik i arenaen King Abdullah Sports City i Jeddah i Saudi-Arabien. Selv foran den dybt konservative kronprins Mohammed bin Salman lod Joshua bandeordene sidde løst.
- Jeg skulle have vundet, sagde en tårevædet Anthony Joshua på et pressemøde efter kampen.
Under pressemødet var han flere gange for berørt af situationen til at kunne tale.
Alt det hårde arbejde kommer med en pris, forklarede Joshua.
- Det vil aldrig knække mig, men det kræver virkelig styrke, og i aften kom der en lille revne i rustningen, sagde han.
Oleksandr Usyk besejrede Joshua med dommerstemmerne 115-113, 116-112. Den tredje dommer pegede på Joshua som vinderen med stemmerne 115-113.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker