Vrede demonstranter angriber VM-værters bus
Brasiliens VM-arrangører har ikke haft held til at dæmpe befolkningens frustrationer over VM-slutrunden. Vreden går på, at regeringen bruger for mange penge på verdensmesterskaberne og for lidt på sociale programmer.
Mandag eftermiddag skulle den brasilianske VM-trup transporteres i bus fra Rio til holdets VM-base i bjergbyen Teresopolis, og i den forbindelse blev den forsøgt stoppet to gange.
I første omgang mødte en gruppe lærere bussen med bannere, plakater og klistermærker, da bussen skulle fra Rio.
Da bussen kom til Teresopolis blev den modtaget af en gruppe på godt og vel 30 personer, som råbte slagord imod VM-slutrunden.
- Landets prioritet skulle ikke være VM i fodbold. Det skulle være at forbedre sundhed, uddannelse, boliger og offentlig transport, siger Rui Costa, som var en af de strejkende skolelærere.
Ifølge ham har regeringen ikke leveret et eneste af de huse, som var lovet til ofrene for den flodbølge, som i 2011 dræbte rundt regnet 1.000 mennesker i området.
Demonstrationerne endte fredeligt, men var et signal om, at Brasilien risikerer meget mere, når først VM begynder i næste måned.
Da VM-værterne sidste år testede arrangementet med Confederations Cup, strøg hundredtusinder af demonstranter på gaden for at vise deres utilfredshed med priserne på offentlig transport.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker