Vrede hjalp Breschel til åbningssejr

Vrede hjalp Matti Breschel frem mod sejren på første etape af Post Danmark Rundt. Etapevinderen følte, at Team Saxo Bank afgav for meget initiativ.

Sejrssmilet var stort hos Matti Breschel, da han onsdag eftermiddag i Rebild blev hyldet af publikum som vinder af første etape af Post Danmark Rundt. Det var dog vrede, der hjalp ham til sejren. Breschel var således frustreret over, at Team Saxo Bank frem mod afslutningen afgav initiativet til andre mandskaber, efter at et udbrud med deltagelse af holdkammeraten Jakob Fuglsang blev indhentet på den afsluttende rundstrækning ved Rebild Bakker.
- Jeg skabte mig over radioen og sagde, at nu måtte vi tage kontrollen igen og sidde i front, fortalte Matti Breschel.
- Man kan måske betragte de sidste 200 meter af løbet som en krig, hvor man skal prøve at opbygge en vrede. Det er nogle gange sådan, man vinder cykelløb, sagde den danske mester, der fra sejrspodiet forsikrede de mange fremmødte nordjyder om, at humøret atter var i top.
Nu håber Matti Breschel på, at han kan forsvare den gule førertrøje i de kommende dage og forhåbentlig helt frem til søndagens afslutning på Frederiksberg i København:
- Det her er en begyndelse. I morgen kører jeg i gult, og så må jeg prøve at forsvare den.
Etapesejren var Matti Breschels fjerde i Post Danmark Rundt.


/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret