Vuelta-etter græmmer sig over fejl: Holdet reddede mig
Primoz Roglic bevarede sin førertrøje efter 17. etape, men Nairo Quintanas fremstød bragte ham i problemer. Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Primoz Roglic kom i store problemer på onsdagens etape, hvor hans førertrøje en overgang var truet.
Primoz Roglic er alt andet end tilfreds med sin egen præstation på onsdagens 17. etape af Vuelta a España, hvor den førende slovener kom i store problemer i en drilsk sidevind.
Jumbo-Visma-kaptajnen lod en stor gruppe med blandt andre Nairo Quintana (Movistar) slippe afsted, og derefter måtte hans holdkammerater bruge hele dagen på at jagte udbryderne.
Da Roglic oksede over målstregen i Guadalajara, havde Quintana allerede været i mål i fire et halvt minut.
Dermed rykkede colombianeren helt op på andenpladsen, og Roglic kan kun glæde sig over, at han ikke måtte afgive den røde førertrøje.
Han erkender, at han ikke var opmærksom nok, da udbruddet kørte kort efter starten.
- Holdet reddede mig med en stor indsats, siger han ifølge cyclingnews.com.
- Jeg lavede en fejl, for jeg skulle ikke have været, hvor jeg var. Jeg skulle have været helt i front. De kørte fuld gas fra start, og sådan fortsatte det resten af dagen, siger Primoz Roglic.
Mens holdkammeraterne efterhånden løb tør kræfter, kunne han knytte alliancer med andre ryttere, der også følte sig truet af Quintana.
Det var primært Astanas Miguel Ángel López og UAE Emirates' unge komet Tadej Pogacar.
Dermed slap Roglic med skindet på næsen og har et forspring på 2 minutter og 24 sekunder ned til Quintana inden løbets sidste fire etaper.
- Vi må se, om jeg reddede Vuelta-sejren. Det ser rigtig godt ud for os, men meget kan ske. Denne Vuelta er meget uforudsigelig, siger sloveneren.
Torsdag skal han og de øvrige ryttere forcere fire stigninger i kategori 1 på en 177,5 kilometer lang etape.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde